lørdag den 22. december 2012

Oh du søde juletid – hvor er du henne?


Der er én ting jeg elsker ved Frankrig og det er at julen er så dejlig neddæmpet. Ikke noget med vandvittige reklamer i begyndelsen af oktober og WHAM i enhver butik man betræder, nej hernede kommer julen lige så stille og roligt snigende. Hvilket gør at jeg rent faktisk glæder mig til den fordi den ikke hænger mig ud af halsen som den gør i Danmark. Og da jeg nu sidder i lufthavnen og venter på at gense min familie og mine venner bliver det jo kun endnu bedre! Skønt!
Jeg glæder mig til at komme hjem, men det er en anden følelse end sidst jeg sad i en lufthavn før jul og havde været ERASMUS student i Grenoble. For nu ved jeg at jeg skal tilbage igen – så julen bliver ”kun” en visit i Danmark. Og det er faktisk ganske udmærket, for jeg er rigtig glad for at være hernede, er slet ikke færdig med at lære folk at kende, udforske byen, blive bedre til mit franske. Så deraf kan man konkludere at 4 måneder i udlandet ikke er nok, nej der skal mere til! Med hensyn til sproget så går det jo selvfølgelig stadig fremad stille og roligt. Vil stadig gerne være bedre til at udtale ordene, selvom mange allerede siger at jeg har en udmærket udtale. Og så vil jeg jo også gerne lære en masse flere ord!

Nå nok om det! På undervisningsfronten går det også rigtig godt. Jeg er i gang med mit eget projekt i skolens CDI (computerrum), hvor eleverne løser opgaver i forbindelse med en fiktiv rejse. Mere om det senere!

Med en af skolens andetårsklasser skal jeg også i gang med et rigtigt spændende projekt i det nye år: Jeg er i gang med at planlægge et udvekslingsforløb med en 10 klasse i København som forhåbentlig udmønter sig i en tur til Kbh i april med 6-10 elever og min skøre engelskkollega Veronique. I begyndelsen af januar ved jeg om turen vil blive til noget så jeg krydser alt hvad der kan krydses. Elsker at arrangere ting og tror det kunne være en fed oplevelse for både elever og lærere at besøge København. Endnu mere om det senere! 

God jul til jer alle - Bonnes fêtes!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar