Oh du søde juletid – hvor er du henne?

Der er én ting jeg elsker ved Frankrig og det er at julen er så dejlig neddæmpet. Ikke noget med vandvittige reklamer i begyndelsen af oktober og WHAM i enhver butik man betræder, nej hernede kommer julen lige så stille og roligt snigende. Hvilket gør at jeg rent faktisk glæder mig til den fordi den ikke hænger mig ud af halsen som den gør i Danmark. Og da jeg nu sidder i lufthavnen og venter på at gense min familie og mine venner bliver det jo kun endnu bedre! Skønt!

Jeg glæder mig til at komme hjem, men det er en anden følelse end sidst jeg sad i en lufthavn før jul og havde været ERASMUS student i Grenoble. For nu ved jeg at jeg skal tilbage igen – så julen bliver ”kun” en visit i Danmark. Og det er faktisk ganske udmærket, for jeg er rigtig glad for at være hernede, er slet ikke færdig med at lære folk at kende, udforske byen, blive bedre til mit franske. Så deraf kan man konkludere at 4 måneder i udlandet ikke er nok, nej der skal mere til! Med hensyn til sproget så går det jo selvfølgelig stadig fremad stille og roligt. Vil stadig gerne være bedre til at udtale ordene, selvom mange allerede siger at jeg har en udmærket udtale. Og så vil jeg jo også gerne lære en masse flere ord!

Nå nok om det! På undervisningsfronten går det også rigtig godt. Jeg er i gang med mit eget projekt i skolens CDI (computerrum), hvor eleverne løser opgaver i forbindelse med en fiktiv rejse. Mere om det senere!

Med en af skolens andetårsklasser skal jeg også i gang med et rigtigt spændende projekt i det nye år: Jeg er i gang med at planlægge et udvekslingsforløb med en 10 klasse i København som forhåbentlig udmønter sig i en tur til Kbh i april med 6-10 elever og min skøre engelskkollega Veronique. I begyndelsen af januar ved jeg om turen vil blive til noget så jeg krydser alt hvad der kan krydses. Elsker at arrangere ting og tror det kunne være en fed oplevelse for både elever og lærere at besøge København. Endnu mere om det senere! 

God jul til jer alle - Bonnes fêtes!

En hyggelig aften på "kollegiet"

En hyggelig aften på "kollegiet"

Jeg orkede ikke lige at skulle til dans i dag. Med regnens trommen mod ruden og 4 dages dans forude besluttede jeg at blive hjemme. Jeg fik kokkereret mig en ordentlig skude mad til de næste par dage og så joinede et par stykker af dem fra gangen mig i køkkenet. Vi var Monique: min nabo, Manuela: rumænsk lærer fra en anden skole, Dodo: rengørings/køkkendame fra kantinen og Phillip: den til-døde-snakkende geografilærer med en endeløs række af jokes i ærmet (hvoraf jeg kun forstår ca halvdelen).

 Men vældigt hyggeligt var det! Så hyggeligt at jeg lige måtte nævne det her på bloggen:) Der er blevet noget mere liv på gangen de sidste par uger og det er skønt! Det er lidt spøjst at "hænge ud" med disse for det meste (undskyld) gamle mennesker, men det er altså også vældig sjovt. 

Phillip fik fx til aften lært mig at "sauter" (= at spring/hoppe) også kan betyde at knalde. Vel at mærke efter at jeg fik sagt at "je ne saute pas toujours" (jeg hopper ikke altid) - og ja - jeg snakkede om dans selvfølgelig!

 

Dodo havde medbragt den flaske rødvin jeg selv havde droppet at købe en time forinden (fordi jeg skulle til dans...) og så var der ellers historier fra de varme lande! Stakkels Giles som bor på den anden side af køkkenet, han er en stille, genert type som nok synes vi var ret irriterende. Men anyways. Til slut skulle jeg lige drilles lidt med min nye passion for Francis Cabrel. Det er nemlig sådan at man ikke kan lave ret meget uden at alle andre ved det, så når jeg engang imellem hører den CD jeg fik af mine kollegaer til min fødselsdag, så ved alle det. 

Så aftenen blev sluttet af i fællessang over "Petite Marie" og den får i hermed - til lidt inspiration måske:

 Francis Cabrel - Petite Marie

Paroles:

Petite Marie, je parle de toi
parc'qu'avec ta petite voix
tes petite manies
tu as versé sur ma vie
des milliers de roses

Petite furie, je me bat pour toi
pour que dans dix mille ans de ça
on se retrouve à l'abri
sous un ciel aussi joli
que des milliers de roses

Je viens du ciel et les étoiles entre elles
Ne parlent que de toi
D'un musicien qui fait jouer ses mains
Sur un morceau de bois
De leur amour plus bleu que le ciel autour

Petite Marie, je t'attends transi
Sous une tuile de ton toit
Le vent de la nuit froide me renvoie la ballade
Que j'avais écrite pour toi

Petite furie, tu dis que la vie
C'est une bague à chaque doigt
Au soleil de Floride, moi mes poches sont vides
Et mes yeux pleurent de froid

Tre måneders status

Kære dagbog

Hermed en tremåneders status om livet som sprogassistent. 

På det seneste er jeg ved at være godt træt af, ikke at vide hvad jeg skal og ikke at have noget ansvar for klasserne. Jeg troede at perioden efter ferien ville være bedre, men det er stadig meget ustruktureret og ofte står jeg op om morgenen uden at vide hvilke klasser jeg skal have sammen med hvem og hvorfor. MEN heldigvis ændrer det sig snart. om 1½ uge starter jeg et tema op sammen med førsteårsklasserne  (ja, dem hvor det hele roder og er totalt kaos, jf tidligere indlæg) De skal ud på en såkaldt "Armchair" rejse (Se EMUs beskrivelse her). Ergo, forestille sig at de rejser til en anden by i en weekend og løse nogle forskellige opgaver i den forbindelse. Jeg er ret spændt på, hvordan det bliver. Er selv ret entusiastisk omkring undervisningsmetoden, men mine kollegaer tror det bliver svært, måske for svært. Nu må vi se. Jeg bliver "tovholder" og de respektive lærere følger så med eleverne ned i CDI, computerrummet, hvor vi for det meste skal arbejde.

Jeg kan godt mærke at der er en stor forskel i vores syn på eleverne. Hvor jeg nok er idealist og går op i at alle får sagt noget i timerne osv, er de mere realistiske ("vores elever kan jo ikke en skid, de ved ikke engang hvordan man siger "meget" eller "jeg har" på engelsk") - hvilket de jo sådan set på nogle punkter har ret i (det gælder ikke alle elever, men der er helt klart en stor del som ikke har fået ret meget med sig fra école primaire og collège)

Men når man nu er blevet "opdraget" til at se det positive i alle elever fra læreruddannelsens side, er det altså noget andet at komme herned. I den forbindelse må jeg også sige at jeg somme tider er ved at falde bagover over de ting der bliver sagt om eleverne på lærerværelset. Tror ikke der er nogen af dem, som har hørt om socialkonstruktivisme, og hvad "den dårlige historie" om en elev kan have af betydning.

... og i fritiden!

Det går udemærket med at få tiden til at gå i fritiden. Jeg får naturligvis danset en hel del, men har også lært en gruppe med nogle andre sprogassistenter at kende. De har taget rigtig godt imod mig og jeg føler at jeg er "med i gruppen" selvom de kendte hinanden før de mødte mig. Det er godt at kende nogle folk man kan tage ud og drikke øl med og se byen! Ellers har jeg brugt Couchsurfing en smule og der er også et site som hedder "On va sortir" hvor man kan møde folk at gå ud med. Men det kræver selvfølgelig en del energi hele tiden at skulle forholde sig til nye mennesker, så det har jeg ikke fået brugt endnu. 

Jeg har også været ude med mine kollegaer et par gange og gennem bl.a. mine frivillige engelsktimer for lærerene, begynder jeg at kende dem lidt bedre - også dem jeg ikke lige arbejder sammen med. Så det er altsammen godt og snart skal der også afholdes julefrokost. To flasker snaps er til dét formål blevet bestilt med hjælp fra brormand, og så har jeg en hemmelig plan om at der skal synges en lille snapsesang eller to! De har ikke lært så meget dansk endnu, ikke ud over "hvordan går det" og "hold nu kæft"!

Og lad det være dagens sidste ord ;)

Survival guide til tyrkiske toiletter - kun for kvinder!

Da min gang jo indtil videre kun er udstyret med tyrkiske toiletter kommer her en survival guide for kvinder:

• Hav altid sko på når du går på toilettet, med mindre du vil have våde fødder
• Efter "gerningen" kan du hive forsigtigt i snoren - hvis du hiver for hårdt fosser vand ud over toilettet og gulvet hvor du står - og måske er det ikke kun vand?
• Det gælder om at tisse så hurtigt som muligt, da du er nød til at stå halvt op i skovskiderstilling og derved får rimelig ondt i dine utrænede lår. Til gengæld er du nød til at se efter hvor strålen rammer, hvorved dit hoved er i stor fare for at blive strintet på hvis du rammer ved siden af. Watch out!

Sådan! Nu er du klar til at pisse på et rigtigt mande-toilet!

... og hernæst et lille jubelskrig over at der er håndværkere som er i gang med at udskifte til rigtige toiletter. Godt nok har de været i gang i over en måned og de er ikke engang halvvejs (og det larmer... meget!) men så længe det ender med at der står et rent, vidt porcelænstoilet til mig på et tidspunkt så kan jeg godt leve med larmen!

Tvungent lærersamarbejde – måske ikke den bedste idé

Efter to ugers ferie med knald på har jeg endelig fået taget mig sammen til at skrive på bloggen!

Dette indlæg er mine første erfaringer/refleksioner med førsteårsklassernes tvungne samarbejdsform.

Det går kort og godt ud på at førsteårseleverne deles op i 3 hold og skal skiftes mellem hver af de tre lærere gennem året. Første forsøg på at lave den samme undervisning er ikke lykkes særlig godt. Det var meningen at alle tre lærere skulle have klasserne på skift med fokus på forskellige kompetencer, men inden for det samme tema. Allerede hér begynder det at blive indviklet. Jeg prøver at eksemplificere:

Overordnet emne: Addictions

• Claudine tager sig af de stærkest faglige klasser med fokus på oral comprehension + expression
• Eric tager sig af de midterste med fokus på written comprehension + expression
• Veronique tager sig af de fagligt svageste også med fokus på written comprehension + expression

Med afsæt i en fælles start skal hver lærer undervise i det samme 3 gange indtil emnet er færdigt for alle elever. 

Den første frustration der opstod i mit hoved, var at det var så vigtigt at skille disse kompetencer så meget ad. For mig giver det ikke megen mening ud over at det sikkert er nemmere at evaluere – hvilket jeg synes bliver et mål i sig selv lidt for ofte.

I fællesskab har vi stykket ca. 10 sider sammen og hver lærer har så ca 3 sider hver at undervise.

Men også allerede her går det galt. For man kan ikke bare starte på side 3-6 og så springe til side 1-3 – det giver ingen mening i forhold til det overordnede emne. Vi vidste godt at det ville blive noget rod inden vi startede, men det er ikke bare rod, det er KAOS. Hvor er Stauning når man har brug for ham? 

Derfor har vi nu besluttet at den enkelte lærer beholder hver klasse resten af temaet igennem. Men dét at temaet er blevet stykket sammen i fællesskab med hjælp fra nogle lærerbøger gør, at ingen rigtig ved hvad de laver eller hvilke papirer der følger efter hinanden. For mig at se er det også et spørgsmål om at der er alt for mange papirer – papirer som eleverne får og skriver lidt på og dernæst glemmer ALT om. For lidt fokus på praktisk-musiske øvelser, sketches, fysiske øvelser, billedfortolkning, etc etc. Metoder som appellerer til flere sanser og dermed flere elever.

Så da min ene kollega spurgte mig hvad jeg havde af idéer til næste tema (som også skal udarbejdes i fællesskab) svarede jeg at temaet var underordnet for mig, men at det var vigtigere at tænkte på hvordan undervisningen blev planlagt. 

Jeg er spændt på hvordan næste tema bliver udarbejdet. Udfordringen er, at det kræves fra oven at lærerne samarbejder på en bestemt måde. En måde som ingen har erfaring med og dernæst skal undervisningen tilpasses efter dét. Tjah, fortsættelse følger…

På den anden side af katederet – en munter ud-af-kroppen-oplevelse

På den anden side af katederet – en munter ud-af-kroppen-oplevelse

Jeg vidste bare at det måtte ske en dag: Jeg står og fortæller noget på engelsk foran en klasse i går og pludselig kommer en lav, hvislende lyd et eller andet sted fra. Jeg kan ikke lokalisere den og mens jeg taler videre kigger jeg mere eller mindre desperat rundt i lokalet. Til sidst beder jeg den som laver dyrelyde om at holde op. Men indvendigt morer jeg mig kosteligt – for det er jo mig! Eller var mig – rettere. Mig i gymnasiet, som sammen med min veninde lavede diskrete ”hmmm-lyde” fra hver sin side af lokalet. Ikke for at være ond, bare fordi det var sjovt! Og vores lærer var ved at gå ud af sit gode skind, hvilket vi syntes var noget så morsomt! Så somme tider er det en lidt sær fornemmelse at være på den anden side af kateteret, for jeg kan jo stadig godt lide at lave sjov, men man bliver nød til at ”være læreren”, vise at ”den går ikke” osv… Selvom man samtidig godt kan forstå eleverne når de er trætte, ikke kan sidde stille, ikke kan tie stille, laver fis og ballade osv. Der kommer nok et tidspunkt hvor jeg seriøst bliver træt af at eleverne laver ballade, men jeg er nok stadig i transformationsfasen mellem elev og lærer – og andet ville da også være mærkeligt eftersom jeg har været elev det meste af mit liv indtil nu.

 

Ps. Har allerede skreget af grin over de mange fantastiske sætninger eleverne laver. Her en pige fra sekretærklassen ang jobinterview:

I called my friend to an interview I and stimulated at the same temperature (…) Noget med at invitere en ven som skulle hjælpe med at øve et jobinterview fra et CV.

My counsellor helped me, and I spank (…) (kan ikke huske hvad det skulle betyde, men sjovt var det!)

Og en dreng da jeg spurgte om han kunne lide at synge:

I sing in "ze" (the) Casserolle…(på fransk kan man sige at man synger som en kasserolle, men at synge i en kasserolle er måske lidt ahem... ja døm selv :P )

Klasse og skoleledelse i Frankrig – en helt anden verden

Klasse og skoleledelse i Frankrig – en helt anden verden

Oven på mit lille vredesudbrud forledes, må jeg blot konstatere at tingene ER anderledes i Frankrig Nogle gange på godt – nogle gange på ondt. Men i virkeligheden er det svært at sætte plus og minus mærkater på kultur fordi det netop er en helt anden verden. Så man må prøve at tilpasse sig så godt man kan, uden selvfølgelig at overskride sine egne grænser og kodex’er. Det gælder også ifht undervisningen selvfølgelig. Jeg har nu prøvet at undervise en smule, stadig imens den anden lærer er til stede. Så jeg er stadig i gang med at fundere over hvordan min ”lærerpersonlighed” er og bliver. Jeg synes det er svært at skulle være streng fordi jeg ikke føler mig som en streng person – og fordi man skal være meget sikker på at man har ”ret” til at skælde ud, sende udenfor døren (som man gør her) osv. Men jeg kan tydeligt se at den af engelsklærerne, som holder eleverne i den korteste snor også er den som lærer dem mest og hun har stadig et godt forhold til eleverne fordi hun absolut ikke er uden humor! Så jeg vil prøve at være rimelig streng til en start når jeg får eleverne alene. Men synes stadig det er lidt kompliceret! Det bringer mig videre til at fortælle lidt om hvordan det franske skolesystem opdrager og leder:

Roland Garros: Eftersidning og besøg hos Vie Scolaire og skolesygeplejersken

Inden jeg kom til Frankrig var jeg blevet præsenteret for mange historier om hvordan undervisning og disciplinering foregik hernede. Fx at eleverne bliver sat i rækkefølge efter karakter fra bagerst til forrest, og at de konstant bliver bombarderet med karakterer. Så galt er det dog ikke! Men der er stadig forskel på hvordan det danske og franske skolesystem fungerer i forhold til disciplinering.

Eleverne har MANGE undervisningstimer i træk og ikke så mange pauser, så at eleverne bliver trætte og uoplagte til at lære i løbet af dagen undrer mig på ingen måde. Deres skoledag varer fra 8-17 inkl nogle små pauser og en lang spisepause. 

Men hvad gør man så for at disciplinere de unge mennesker til at møde til tiden, følge med i timerne og lave deres lektier? Der har det franske skolesystem nogle muligheder, som på ingen måde eksisterer i Danmark: Læreren står ikke alene med ansvaret for at opdrage på eleverne, men kan sende dem til:

1)      ”Vie Scolaire”* hvis de ikke opfører sig ordentligt 
2)      Skolesygeplejersken hvis de er trætte eller syge 

Derudover kan læreren forlange at eleverne bliver en ekstra time på skolen mellem 17-18 hvis de kommer for sent (det er ikke noget jeg har oplevet endnu dog). 

Min første tanke var, at det ville INGEN i Danmark finde sig i – og forældrene ville råbe og skrige som gale hvis deres børn fik en eftersidning. På den måde kan man sige at der også er nogle store kulturforskelle dér i forhold til hvad man som institution kan og ikke kan og hvor meget magt og autoritet man har. 

Ikke desto mindre virker det som et befrielse, at læreren – udover undervisningens faglige mål – ikke skal bruge evigheder på at skælde ud og forklare, men har nogle værktøjer som hjælper til opdragelse og disciplinering uden at det går ud over andre end den pågældende elev. Men det er endog temmelig behavioristisk og ikke noget som nødvendigvis afhjælper en elevs problemer, men blot fjerner dem fra undervisningen, så de ikke bliver et forstyrrende element for det faglige indhold. 

Jeg synes det er vandvittigt spændende at se hvor forskellige de to lande er på sådanne punkter. De kunne nok godt lære noget af Danmark, men måske kunne vi også lære noget af dem? Jeg tror jeg vil vente lidt med at tage stilling til dét spørgsmål… Hvad tænker I? 

*Vie Scolaire er en afdeling på enhver skole i Frankrig, som fx. ringer til forældrene hvis børnene ikke dukker op i skolen, de agerer gårdvagter og på en kostskole som R.G. sørger de også for at eleverne kommer i seng til tiden osv.