På den anden side af katederet – en munter ud-af-kroppen-oplevelse
Jeg vidste bare at det måtte ske en dag: Jeg står og
fortæller noget på engelsk foran en klasse i går og pludselig kommer en lav,
hvislende lyd et eller andet sted fra. Jeg kan ikke lokalisere den og mens jeg
taler videre kigger jeg mere eller mindre desperat rundt i lokalet. Til sidst
beder jeg den som laver dyrelyde om at holde op. Men indvendigt morer jeg mig
kosteligt – for det er jo mig! Eller var mig – rettere. Mig i gymnasiet, som
sammen med min veninde lavede diskrete ”hmmm-lyde” fra hver sin side af
lokalet. Ikke for at være ond, bare fordi det var sjovt! Og vores lærer var ved at gå ud af sit gode skind, hvilket vi syntes var noget så morsomt! Så somme tider er det
en lidt sær fornemmelse at være på den anden side af kateteret, for jeg kan jo
stadig godt lide at lave sjov, men man bliver nød til at ”være læreren”, vise
at ”den går ikke” osv… Selvom man samtidig godt kan forstå eleverne når de er
trætte, ikke kan sidde stille, ikke kan tie stille, laver fis og ballade osv.
Der kommer nok et tidspunkt hvor jeg seriøst bliver træt af at eleverne laver
ballade, men jeg er nok stadig i transformationsfasen mellem elev og lærer – og
andet ville da også være mærkeligt eftersom jeg har været elev det meste af mit
liv indtil nu.
Ps. Har allerede skreget af grin over de mange fantastiske
sætninger eleverne laver. Her en pige fra sekretærklassen ang jobinterview:
I called my
friend to an interview I and stimulated at the same temperature (…) Noget
med at invitere en ven som skulle hjælpe med at øve et jobinterview fra et CV.
My
counsellor helped me, and I spank (…) (kan ikke huske hvad det skulle
betyde, men sjovt var det!)
Og en dreng da jeg spurgte om han kunne lide at synge:
I sing in
"ze" (the) Casserolle…(på fransk kan man sige at man synger som en kasserolle, men at synge i en kasserolle er måske lidt ahem... ja døm selv :P )
